Pindsvin

Som art er pindsvinet 65 millioner år gammelt – det europæiske pindsvin dog ”kun” 23 millioner år.

Pindsvinet er naturens og planternes egen lille ridder i ”pig-rustning”, da den bl.a. lever af de snegle og dræbersnegle og andre insekter, der er med til at ødelægge meget af vores vegetation.

Pindsvinet er nat-aktivt og kan gå op til 3 km på en nat, i sin jagt på føde – så et enkelt pindsvin i et villakvarter kan nå igennem rigtig mange haver og spise rigtig mange snegle, biller og andre insekter på sin natlige vandring.

I Danmark er pindsvin en fredet dyreart – men beklageligvis er den også blevet en truet dyreart, til trods for at have overlevet i millioner af år. Det er derfor vigtigt, at vi beskytter dette lille rovdyr, så den kan hjælpe os, med at passe på vores natur.

 

Annbritt Jørgensen er ambassadør for pindsvinet. Hun forelskede sig i det lille dyr, da hun sidste år fandt en lille pindsvinefyr, der var underernæret og syg, og gennem dyrevelfærdsorganisationen ”Pindsvinevenner i Danmark” og som pindsvineplejer herunder, blev hun gjort opmærksom på, at vi er nødt til at gøre en indsats, for at sørge for, at vi ikke får pindsvinet udryddet – for på trods af en naturlig beskyttelse, der har gjort, at pindsvinet har kunne overleve i mange millioner år, har det lille dyr nu fundet sin overmand: Mennesket!

 

Michael Laurien er også ambassadør for pindsvinet. Hans kærlighed for dette søde væsen kommer af en fortælling, han læste i skolen, som omhandlede mødet mellem et pindsvin og en hugorm. Pindsvinet vinder kampen og det imponerede ham meget og viste ham tidligt, hvor nyttige de er. Slanger hører blandt andet til pindsvinets fødeemner.

De små kære dyr har brug for vores omtanke, de lægger sig på kolde aftener på den varme asfalt – og bliver kørt over af tankeløse trafikanter, eller bliver forgiftet af sneglegift, eller skadet af hunde eller diverse havemaskiner.

Et møde med pindsvinet en sen aften i sin have, hvor det kommer ”tøffende” (de snøfter, deraf navnet), er altid en fantastisk oplevelse!